In Danish

Ode til Eros

I løbet af det tyvende århundrede og her i begyndelsen af det enogtyvende har den vesterlandske kunst gradvis mistet sin uskyld. Den er blevet stadig mere intellektuel, bevidst provokerende og grænsesprængende. Antallet af romantiske kunstnere, der beskæftiger sig med det Skønne, har været yderst beskedent på den danske såvel som på den internationale kunstscene. Kunstnerne har i stedet artikuleret sig med slet skjult ironi, de har i hele deres værkkoncept inkorporeret allerede skabte former og ideer i de nye værker. De har koketteret med det hæslige eller bevidst skabt antikunst, der betjener sig af virkelighedens egne rå materialer. Men sidst, men ikke mindst har de arbejdet eklektisk - skabt værker sammensat af citater, af stilelementer fra tidligere stilepoker - og har forholdt sig i stigende grad bevidst til billedkunstarven, som de har brugt af som et stort vidensreservoir. Vi har set ironisk, grimasserende, samfundskritisk kunst eller metakunst, der lader motivet - eller en del af det - pege på værkets egen tilblivelse. Kunsten er i takt hermed blevet stadig mere dystopisk, dvs. haft fokus på det umenneskelige i udviklingen.

Utopia

Anderledes forholder det sig med Louis Rosen Schmidts (1943-1993) utopiske værker, der er dybt romantiske og bæres frem af en drøm om Arkadien, et lykkeland eller et Paradis, hvori mennesket kan levet livet uden smerte, synd og skam, og hvor død og alderdom stort set er fraværende. Menneskene i Louis Rosen Schmidts svævende univers er alle unge, smukke, storøjede, nøgne, ærligt søgende hinanden og fyldte af Eros, af en altomsluttende kærlighedsfølelse, som er det kit, der smelter dem sammen i en kosmisk lykketilstand. Men der er indimellem nælder i Paradis. Døden selv kan ride ud med sin le over nakken, eller en pil kan ramme ungersvenden, der er ved at omfavne sin skønne mø.

Louis Rosen Schmidt kendte selv billedarven. Først var han i lære som sølvsmed hos Georg Jensen (1961), dernæst uddannede han sig som kunsthåndværker (1962-63), og til sidst tog han konsekvensen af sit kunstneriske artikulationsbehov og udannede sig som billedhugger (1964-67) ved Det kgl. danske Kunstakademi. Han blev altså selv flasket op med kunst og kunsthåndværk fra alle tider. Men Louis Rosen Schmidt gik sine egne veje, selv om der er mange referencer til etruskisk kunst - denne mærkelige blandform af græsk og asiatisk folkekunst - ligesom han kan være inspireret af surrealistisk kunst - særligt Marc Chagall og danske Carl-Henning Pedersen. Han kan tillige være inspireret direkte af litteraturen, af bl.a. Dantes Guddommelige Komedie og af 1000 og en nats eventyr m.v. , der kan sætte associationer i gang i ham.

Der skeles ikke til borgerlige dyder som arbejdsomhed, påholdenhed, askese eller kedelig driftudskydelse i Louis Rosen Schmidts univers af stiliseret, ornamental og evigt blomstrende natur, hvor dyr, planter og mennesker er ligeværdige indvånere. Tværtimod er arbejdet helt fjernet, og hans mennesker bruger dagen på at finde sammen ude i den store Alnatur, ofte i en erotisk omfavnelse, uanset antal eller køn. Det er en form for panteisme, at Gud er ét med naturen, vi her er vidne til, hvor plantekvinder og mænd med eller uden dyrehoveder nærmer sig hinanden eller flyver et par omgange rundt i luften, omgivet af blomster, organisk udseende tårnkonstruktioner, slotte eller kyststrækninger, belyst af strålerne fra den nedgående sols rosafarvede himmel eller af en guldbestrålet himmelhvælving, skabt v.h.a. bladguld, som Louis Rosen Schmidt - som den skønånd han var - havde forkærlighed for.

"Det er virkelig således, at solene og lyspletterne på Louis Rosen Schmidts malerier ligner porte og døre med adgang til en fantasiverden befolket af dæmoner, masker, uhyrer, men også af menneskelige skikkelser, som er taget ud af en hverdagsverden og nu svæver frit i et særligt univers, der danner overgang, medierer mellem Jorden og Himlen," skrev den italienske filosof Mario Perniola om Louis Rosens Schmidts kunst i 1991 1), som han henregner under begrebet Det Sublime. Men Louis Rosen Schmidts arbejder kendetegnes ikke af en Det Sublimes metafysik, der sætter noget højere end andet, noget idealt over noget verdsligt, snarere har han skabt en horisontal passage som i et hjem med én etage og med porte og døre, man kan passere ind og ud igennem, har rum og dermed oplevelser med væsensforskelligt indhold. Der er ingen himmelstige i det Rosen Schmidtske univers; vi er allerede i Paradis.

Modtagelsen

Da Louis Rosen Schmidt sprang ud som professionel, ung kunstner så tidligt som i 1964 - og det skete i Hotel Hvide Hus i Ebeltoft - var han allerede formet som den kunstner, han holdt fast ved at være frem til sin alt for tidlige død som 49-årig i 1993. Han mestrede tidligt den tredimensionale skulpturform, som han primært dyrker i sine betydelige, keramiske værker, og i sin todimensionale kunst på lærredet - ofte i trefløjede altertavlelignende serier og på træ, hvilket sidste han senere meget elegant udvikler i sine dørfyldninger i bladguld og olie, til herregårde, bl.a. særdeles vellykket til herregården Berridsgård. Her ses mørke, svungne træstammer med bladløv og kvidrende fugle. Træstammerne spiller op til ruinøse tempelbygninger med korinthiske søjler, og i det fjerne rejser sig rosafarvede bjergmassiver bag det blå hav. Det er virkelig raffineret prydskunst, der forlener de store sale fra 1500-tallet med en fjern og tabt skønhed. Hans dekorationer af kommoder og skabe er legendariske, skønne billedfabler, der transformerer prosaiske bondemøbler til poetiske eventyr, der står rundt omkring i hjemmene og hvisker deres hemmelighedsfulde fortællinger om en verden, vi i vores rationelle fortravlethed alt for ofte glemmer.

I begyndelsen tog den danske offentlighed godt imod Louis Rosen Schmidt. Han fik en bemærkelsesværdig succesfuld debut. Værkerne blev modtaget af en positiv presse, han blev benævnt et "blomsterbarn" eller "smilets maler fra smilets by" - den sidste udtalelse måtte han i øvrigt lægge afstand til - og hans værker blev købt af såvel private personer som af store offentlige og private institutioner, ligesom han havde en lang række udstillinger i hjemlandet og bl.a. deltog i Charlottenborgs Forårsudstilling (i 1965). Han solgte meget og han solgte godt til vigtige instanser, bl.a. til bl.a. Statens Kunstfond, og han udstillede keramiksskulpturer i haven til Langesø på Fyn og til Tivoli Friheden ved Århus. Der var stor interesse for hans eventyrlige, fabulerende kunst. Han skabte flere keramiske relieffer til de offentlige rum, ligesom han lidt senere fik bestillinger på springvand til danske institutioner. Men i begyndelsen harmonerede hans drømmeverden også godt med tidsånden, der i musik, kunst, litteratur og ungdomskulturen dyrkede drømmen om en bedre, kærligere, fredeligere og mere retfærdig orden end den herskende. Med hippie- og flower-powerbevægelsernes fortrængning i løbet af halvfjerdserne til fordel for en mere militant og politisk (socialistisk) baseret ungdomsbevægelse og et borgerligt kulturbegreb, der blev fortrængt heraf, fik Louis Rosen Schmidt imidlertid vanskeligere vækstbetingelser i Danmark. Som modtager af Det italienske Statslegat i 1971-72 fik han blod på tanden og flyttede i selvvalgt eksil til Italien, hvor han slog rødder og boede til sin død. I 1972 blev han gift med cand.mag. og forfatter Marianne Rosen, hvis navn han i den forbindelse tog. De boede i begyndelsen i en lille, ydmyg lejlighed, men da hans kunst fandt sit publikum i Italien, og bestillingerne tog fart, kunne han i 1973 købe en stor og rummelig lejlighed med en omfangsrig tagterrasse i Via Alessandra,. Her indrettede han en hel eventyrlig kunsinstallation. At besøge den, var som at træde ind i Louis Rosen Schmidts drømmeunivers. Ti år efter købte familien vagttårnet ved Castigliogne in Teverina, som Sune Rosen nu er i færd med at indrette som museum for sin stedfar.


Selv om Louis Rosens Schmidts værker - hvad enten han modellerer, støber, maler eller trykker dem - altid har det erotiske som omdrejningspunkt, ja, de former sig som en ode til Eros, så er de på ingen måde banale eller pornografiske. De udtrykker en forunderlig tro på - eller en drøm om - det organiske og hele liv, hvor fåret græsser ved siden af løven, og hvor det androgyne, det feminine og det maskuline kan finde sammen i en stor, selvforglemmende omfavnelse.


1) Louis Rosen Schmidt: En dansk maler og billedhugger i Italien, Rhodos, København 1991

Lisbeth Bonde
cand.mag., forfatter
kunstredaktør ved dagbladet Information